Friday, September 27, 2002

De dyre dåser

Berlingske Tidende 27. september 2002, 2 Sektion, MAGASIN side 7.
Her gik jeg og glædede mig til dåseøllens genkomst, men den er allerede blevet en folkelig fiasko.
Der skal nemlig betales en emballageafgift på 50 øre for hver gang en dåse kommer i omløb, mens en flaske kun belægges med emballageafgiften én gang, svarende til ca. to øre pr. gang.
Derfor er dåseøl betydeligt dyrere i handlen end flaskeøl. Bryggerierne vil ikke erkende, at det mildt sagt står sløjt til med salget af dåseøl og er i øvrigt ligeglade med emballageafgiften.
Dåserne giver konkurrence fra udenlandske bryggerier, hvilket vil gøre det svært at bevare monopolet med et fortsat højt salg af flaskeøl på hjemmemarkedet.
Derfor må ansvarlige politikere sætte emballageafgiften på dåser ned til to øre, så den urimelige konkurrenceforvridning mellem dåse- og flaskeøl og indenlandske og udenlandske bryggerier bringes til ophør.

Wednesday, September 18, 2002

Frygten for S

Berlingske Tidende 18. september 2002, 2 Sektion, MAGASIN side 5.
Man kan frygte, at kulturen og ytringsfriheden vil gå en sort tid i møde med en kommende socialdemokratisk ledet regering.
Samt at litteratur, som det ikke behager magthaverne i S, enten destrueres eller forhånes.
Først var det Anders Fogh Rasmussens (V) bog »Fra Socialstat til Minimalstat«, der af Poul Nyrup Rasmussen (S) offentligt blev, om ikke brændt, så revet i stykker, og senest er det partifællen Ralf Pittelkow, der med bogen »Efter 11. september«, har påkaldt sig partitoppens vrede.
Modsat Nyrup Rasmussen så mener jeg, at Pittelkow i sin bog giver en yderst værdifuld analyse af det, der førte til 11. september og af situationen efter.
Kompetent og afbalanceret berøres de vanskelige problemer og udfordringer, som den vestlige verden og Danmark står overfor.
Jeg hører ikke til dem, der tror, at man kan løse problemerne ved at undgå at tale om dem eller rive andres bøger itu, og jeg er som Pittelkow glad for at leve i et samfund, hvor man (endnu) kan tage en åben og fordomsfri debat.

Thursday, September 05, 2002

Opret et institut for indvandring

Berlingske Tidende 5. september 2002, 2 Sektion, MAGASIN side 9.
Regeringen burde oprette et Institut for Indvandrervurdering, der kunne undersøge og forske i de indvirkninger, som indvandringen har på såvel økonomiske som kulturelle forhold i Danmark.
I dag findes der kun et meget sparsomt materiale, der belyser omkostningerne ved indvandringen til Danmark, både på kort og langt sigt.
I Sverige er økonomen Lars Jansson i bogen Mångkultur eller Välfärd, april 2002, kommet frem til, at indvandrerne årligt koster det svenske samfund 150 mia. svenske kr. netto, svarende til 13,7 pct. af BNP.
I Danmark findes mig bekendt kun to analyser på området. Den ene er udarbejdet af Økonomiministeriet, Økonomisk Oversigt, december 1997, samt af Dansk Folkeparti, september 1997, og de når frem til henholdsvis 29,1 og 29,8 mia. kr. årligt brutto.
På samme måde, som der findes et Institut for Miljøvurdering, burde regeringen oprette et Institut for Indvandrervurdering, for indvandringen påvirker vores samfund i lige så høj grad som miljøfaktorer, blot på en anden måde.