Monday, September 12, 2005

Terror-service fra PET?

Berlingske Tidende 12. september 2005, 2 sektion, magasin, side 10.
I den forløbne uge spredte en SMS frygt for terror i den københavnske Metro. SMSen blev rundsendt til tusindvis af danskere. PET advarer mod at joke med SMSer og emails.
Men problemet med de falske SMSer og emails kunne løses, hvis PET var lidt mere fremme i skoene og selv sendte rigtige advarsler ud.
Hvorfor tilbyder PET ikke den service, at borgerne kan modtage information via SMS og email? For eksempel at Vangede Station lige nu er spærret, fordi man undersøger en taske.En sådan service forudsætter blot, at PET giver borgerne mulighed for selv at tilmelde sig en sådan service på PETs hjemmeside. Mange private firmaer har den slags services.
Kom nu i gang PET – hvor svært kan det være.

Tuesday, September 06, 2005

Danser efter DFs pibe

MetroXpress, tirsdag den 6. september 2005, side 50.
For 14 dage siden præsenterede Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, sit partis krav til den kommende finanslov. Hovedkravet i år er et løft til en af landets svageste og mest oversete grupper, førtidspensionisterne.
Sagen er, at førtidspensionister efter de gamle regler fra før 2003 er dårligere stillet i forhold til dem, der får pension efter de nye regler. Derfor vil DF hjælpe dem på de gamle regler.
Nu kommer så socialdemokraterne og byder sig til. Tilmed overbyder Helle Thorning-Schmidt og vil give endnu mere end DF. Pengene skal komme fra de såkaldte satsmidler, der i forvejen gives til de svage grupper. Derfor er der ikke sammenhæng i det forslag.
Helle Thorning-Schmidt afslører sit partis desperation efter er komme med i det gode selskab, hvor beslutningerne træffes. At det så betyder, at hun og socialdemokraterne helt og holdent kommer til at danse efter DFs pibe, det er åbenbart lige meget. Sikke en sød musik.